Ydelser

Terapi og rådgivning

Jeg har stor erfaring med samtaler med børn. Alle børn er naturligvis forskellige, men de fleste børn finder ro ved at lege og jeg har taget en 2 årig legeterapeutisk efteruddannelse som dels hjælper mig til at følge børnene, men også hjælper børnene med, at få bearbejdet såvel dagligdags dilemmaer som større konflikter og ikke mindst traumer. Som sagt er børn forskellige, og har børnene ikke lyst til at lege, har jeg stor erfaring med, at tale med børn om det der optager dem og belaster dem. Mange børn har glæde af, at tale med en professionel når livet gør ondt.

 

I forhold til traumebehandling, kan jeg også inddrage elementer fra Somatic Experience. SE er en mere kropslig funderet behandlingsmetode, som er særlig velegnet til choktraumer, der er fastfrosset i kroppen.

 

Jeg har stor og indgående erfaring i, at arbejde med svært traumatiserede børn og familier og kan tilbyde decideret traumebehandling målrettet følgerne efter såvel fysiske, psykiske og seksuelle overgreb.

 

Der foregår også krænkelser i det digitale rum. Jeg samarbejder med Red Barnets “SletDet” og indgår som nøgleperson i forhold til behandling og håndtering af seksualiserede, digitale krænkelser af børn og unge

 

I forhold til enkeltstående fobier eller frygt, tilbydes hypnoterapi eventuelt i kombination med legeterapi.

 

Et liv med børn er også et liv med konflikter og bekymringer. Derfor tilbyder jeg forældrerådgivning og sparring, hvis familielivet i en periode ikke fungerer. Jeg har særlig erfaring med stress- og kriseramte familier.

 

Jeg har taget en hypnoterapeutisk efteruddannelse målrettet børn- og unge. Hypnoterapi kan med fordel anvendes sammen med anden terapiform, eksempelvis legeterapi, men kan også stå alene.

 

Jeg er certificeret filialterapeut. Filialterapi er en familieterapeutisk metode, der hjælper familier med selv, at støtte deres børn, fremfor at lade en professionel gøre det, hvis barnet er tilknytningsforstyrret eller mangler tillid til de voksne. Metoden er særlig anvendelig i adoptiv – og plejefamilier.

 

Jeg kan ind imellem arbejde dyreassisteret og invitere min hund ind i det terapeutiske rum. I de dyreassisterede interventioner kan der blandt andet arbejdes på en anden måde med tryghed, tillid og spejling på en fysisk, håndgribelig og letforståelig måde. Min hund er oplært og inviteres kun ind hvis det er aftalt og giver mening for terapien

 

Undersøgelser

 

Børnepsykologisk undersøgelse:
En børnepsykologisk undersøgelse omfatter en vurdering af barnets eller den unges generelle kognitive færdigheder og en vurdering af socialt funktionsniveau, samt følelsesmæssig tilstand og trivsel og kan også omfatte en vurdering af tilknytningsstil. Børnepsykologiske undersøgelser kan foretages på børn i alle aldre, men aktuelt undersøger jeg fortrinsvis børn i skolealderen.

 

Jeg har en omfattende erfaring med at udarbejde undersøgelser i særligt komplekse sager

 

Der udarbejdes kun undersøgelser på forespørgsel fra kommuner, ikke fra private.

 

Børnepsykologisk vurdering:
En børnepsykologisk vurdering er mindre omfattende, men foretages for at lokalisere, hvori barnets vanskeligheder og ressourcer består. Her afdækkes, hvorvidt der er tale om vanskeligheder hos barnet eller i barnets miljø. En vurdering kan også være en kognitiv vurdering med udgangspunkt i en WISC-V-test.

 

Der udarbejdes kognitive undersøgelser med WISC-V, eventuelt til brug for skolen eller i forhold til efterfølgende børnepsykiatrisk evaluering. Jeg har erfaring med udarbejdelse af Pædagogiske Psykologiske Vurderinger. I en PPV indgår altid en kognitiv undersøgelse, men der kan også inddrages andre tests, for at kunne vejlede i, hvordan barnet mødes mest optimalt, i det pædagogiske rum

 

Børnepsykologiske undersøgelser og vurderinger bliver stort set altid udfærdiget sammen med autoriseret psykolog Stina Nani, for at sikre dels kvalitet, dels fleksibilitet og dels effektivitet.

 

Det er også muligt at få screenet førskolebørn i forhold til specifikke behandlingsbehov. En sådan erklæring vurderer sværheden af barnets eventuelle funktionsnedsættelse og kan give anbefaling af videre håndtering og eventuel behandling. Dette sker i samarbejde med barnets nærmeste omsorgsperson(er)

 

Støttet samvær

 

Jeg tilbyder udviklende støtte i forbindelse med samvær. Fokus i støtten vil være forældre-barn relationen og legen vil være omdrejningspunkt i udviklingen af relationen. Centralt vil være, at støtte forældrene i at læse barnet, på barnets præmisser gennem leg, hvilket kan styrke forældrenes sensivitet overfor barnet. Forældrene støttes i at forstå barnets reaktioner, aktiviteter, udtryk meninger og motiver, hvilket på sigt, kan styrke forældrenes evne til at mentalisere i forhold til deres barn. Derudover vil støtten naturligvis også være praktisk og der kan efter hvert samvær følge en systematiseret samværsrapport. Det er i forbindelse med både støttet- og overvåget samvær.

 

Supervision

 

Jeg tilbyder uddannelsessupervision af psykologer med henblik på autorisation. Det kan være forløb på 40 timer eller efter aftale og kan foregå individuelt eller i gruppe.

 

Supervision af psykologer og andre faggrupper, der arbejder med særligt belastede børn. Mit udgangspunkt er grundlæggende psykodynamisk, men med neuroaffektiv og mentaliseringsbaseret inspiration og fokus på tilknytningsrelationer.

 

Behandlingssupervision/konsultation til behandlingshjem, opholdssteder samt til plejefamilier. Jeg har tæt samarbejde med indtil flere opholdssteder, hvor jeg ud over sagssupervision også tilbyder medarbejderudvikling, samt behandling af de anbragte børn.

 

Sagssparring i forhold til komplicerede børnesager.

 

Undervisning

 

Jeg har undervist og afholdt temadage i emner som børns udvikling og livsomstændigheder, børn og traumer, anerkendelse, forældreskab, læring, legeudvikling, tilknytningsteori, seksuelle overgreb og børn og seksualitet. Men tilbyder undervisning i flere emner omhandlende børn fra undfangelse til pubertet.

Pris og tid

En individuel konsultation varer 45-50 minutter, herunder samtale, legeterapi og traumebehandling. En konsultation med flere aktører, f.eks. opstartsmøder eller familiesamtaler, varer 70-90 minutter. Prisen er afhængig af, om der er tale om individuel eller gruppekonsultation.

 

Tid og pris for supervision aftales på forhånd.

 

Børnepsykologiske undersøgelser udarbejdes typisk indenfor 3-4 måneder, medmindre der er særlige forhold der gør sig gældende. Prisen for undersøgelserne aftales på forhånd og desuden fast og inkl. kørsel, observationer og møder.

 

Mindre undersøgelser, eksempelvis børnepsykologiske vurderinger, kognitive undersøgelser med WISC-V eller vurderinger af et barns traumebelastningsgrad, udarbejdes indenfor 1-2 måneder. Prisen aftales på forhånd og er fast.

 

Rammen for supervisionsforløb, eksempelvis frekvens, deltagere, temaer og indhold kan aftales på forhånd, hvor også prisen fastsættes.

 

Prisen for undervisning er afhængig af tidsforbrug og antal deltagere. Dette aftales på forhånd.

 

Kørsel er generelt halv timepris og plus transportudgifter svarende til statens aktuelle takster.

 

Skriv en mail enten via kontaktformularen nedenfor eller via min sikre mail psyk@bftklinikken.dk for at få mere specifik pris eller et tilbud tilsendt. Jeg kan være vanskelig at fange telefonisk.

 

Afbud for konsultationer – senest dagen før inden kl. 10.00, pr. telefon, sms eller mail. Ellers fuld betaling.

 

Carina Bang har ikke overenskomst med sygesikringen, hvilket betyder, at du ikke kan bruge din lægehenvisning. Psykologer med overenskomst med sygesikringen kan findes på www.sundhed.dk Har du derimod en sundhedsforsikring, kan du muligvis bruge den. Du kan læse mere om sundhedsforsikring her og se hvor der er frit psykologvalg: www.Sundhedsforsikringer.dk Hvis du er medlem af Sygeforsikringen Danmark, kan du på deres hjemmeside tjekke, om dit barn er medforsikret www.sygeforsikringen.dk og om Sygeforsikringen Danmark yder tilskud

OM MIG

CARINA BANG

Uddannelse og relevante jobs

2024 Efteruddannelse i Somatic Experience traumebehandling af børn og unge, hos psykoterapeut Maiken Bjerg”
2023 – Uddannet nøgleperson i forhold til behandling og rådgivning af børn og unge udsat for seksualiserede digitale krænkelser og forpligtende samarbejde med Red Barnet og SletDet
2022- løbende kontakt til og møder samt kurser i Selskab for Dyreassisterede Interventioner”
2022 Uddannelse og certificering i neuroaffektiv analyse ved psykolog Susan Hart
2020- 21 Hypnoterapeutisk efteruddannelse hos psykolog Jannie Kildested
2020 Uddannelse i brugen- og vurderingen af refleksiv funktion hos forældre gennem PDI-interview af psykolog Maja Jacobsen.
2019 – Børne- og familieterapeutisk klinik.
2014-2018 Børnehus Sjælland og har her taget følgende uddannelser:
Uddannet i legeterapeutisk Ericametode hos psykolog Jytte Mielcke.
Uddannet og certificeret Filialterapeut hos Virginia Ryan (familieterapeutisk legeterapi).
Påbegyndt specialistuddannelsen indenfor klinisk børnepsykologi.
2013-2014 barselsvikariat i Familiecenter Kalvehave, behandlingsansvarlig psykolog samtidig med PPR.
2007-2014 PPR i Vordingborg Kommune og her taget følgende uddannelser:
Uddannet nøgleperson ift. børn af psykisk syge.
Uddannet af Sundhedsstyrelsen ift. forældreuddannelsen “en god start sammen”.
Udannet af Benedicte Schilling “supervision af andre faggrupper”.
Uddannet af Kari Killen i Care Indeks og AAI interview.
Uddannet i PC-ERA (early relationel assesment) observationsmetoden.
Uddannet i Rorschach testning af Kim Gabriel Hansen.
2007 Autoriseret psykolog af Psykolognævnet.
2006-2007 Adjunkt i psykologi på Frøbelseminariet.
2004 timelærer i psykolog på Den Sociale Højskole på Frederiksberg.
2001-2006 Arbejdspsykolog Revacentret i København.
1998-2004 Konsulent og underviser i Psycces.
2000-2001 Adjunkt i psykologi Vordingborg Lærerseminarium.
2000 Cand psych Københavns universitet.

 

Særlige kompetencer

Udredning af små- og skolebørn samt unge, herunder børnepsykologiske undersøgelser.
Udredning af forældrekompetencer.
Kriseintervention primært rettet mod børn, i såvel akut som kronisk krise.
Kriseintervention til børnenes omsorgspersoner.
Traumebehandling af såvel fysiske som seksuelle overgreb, samt psykiske overgreb.
Behandling og rådgivning i forhold til seksualiserede, digitale krænkelser af børn og unge
Legeterapi af børn primært i alderen 4-10 år.
Supervision af såvel psykologer som andre faggrupper, samt af plejeforældre og andre der arbejder med udsatte børn og unge. Gruppe- såvel som individuel supervision.
Familieterapi/rådgivning primært i forhold til traumatiserede eller andre sårbare børn.
Filialterapi.
Undervisning og formidling.

Medlem af Dansk Psykologforening.
Medlem af Dansk Rorschach Selskab.
Medlem af BØPS som er udsprunget af og tilknyttet den internationale forening IACAPAP: The International Association for Child and Adolescent Psychiatry and Allied professions. På dansk” Dansk Selskab for Børnepsykiatri og Klinisk Børnepsykologi”.
Medlem af SPDU: Selskab for Psykopatologi hos Børn og Unge.
Medlem af Børne- og Familieterapeutisk Selskab.
Medlem af Netværk for Dyreassisterede Interventioner.

 

 

Privat

Jeg er født i 1972 og bor sammen med min kæreste og vores i alt 5 børn, hvoraf nogle dog er flyttet hjemmefra. Jeg er engageret og har altid brændt for arbejdet med udsatte børn og min karriere er derfor blevet mere og mere målrettet det felt. Arbejdet med at opstarte De Danske Børnehuse, har givet en uvurderlig specialviden om alle former for omsorgssvigt og overgreb, som jeg ønsker at bruge til at hjælpe andre børn. Derudover har min faglige interesse været centreret om de helt små børn og deres familier. Jeg har altid værdsat tværfagligt samarbejde højt i mit professionelle liv.

KONTAKT

    Psykolog Carina Bang
    psyk@bftklinikken.dk
    Tlf +45 53 54 34 54
    CVR 40147608

    Adresse
    Børne- og familienterapeutisk klinik
    Færgegårdsvej 15, bygning 10
    4760 Vordingborg

    Følg skiltene mod klinikken alternativt gartneriet. Børne- og Familieterapeutisk klinik ligger lige ved siden af.

    Kontakt
    Der er ikke fast telefontid. Svarer jeg ikke, skriv en SMS eller send en mail så besvarer jeg hurtigst muligt.

    Find vej
    Der er busstoppested til bus 661R på Færgegårdsvej lige ved indkørslen til Oringe/Færgegårdsvej 15. Der er ca 5-7 minutters gang til bygning 10 fra busstoppestedet. Til biler er der parkering lige ved siden af bygning 10.

    OVERSIGTSKORT

    Psykiatrien Vordingborg Oversigt

    Find vej til BFT Klinikken